onsdag d. 23. januar 2019
Alt du behøver at vide om Mallorca
Mallorca.dk

Udflugt til Formentera

Formentera er noget mindre end både Ibiza og Menorca, men her er masser af eksotiske strande, muligheder for shopping på markeder og samme afslappede stemning. Der er ikke helt så mange turister på Formentera som på Ibiza.

Når du kommer til Formentera fra Ibiza, kan du godt mærke at klientellet er nogle år ældre, og der er knap så meget fest og farver på Formentera som på Ibiza. Men det betyder ikke, at det ikke er muligt at feste på Formentera. Øen har masser af diskoteker og barer, hvis det er det, du har lyst til. Især i byen Es Pujols er der et stort udvalg.

Eksotiske strande på Formentera

Strandene er uden tvivl hovedattraktionen på Formentera. Øen er fyldt med dem, og de har fint, hvidt sand og ligger ud til det krystalklare hav, der indbyder til både afslapning og leg.

De mest populærer strande finder du på øens nordlige tange. På tangens vestlige side ligger Illetes Beach. Her er der altid masser af mennesker, men stranden er også helt fantastisk.
På den østlige side af tangen ligger Llevant Beach, der er knap så mange mennesker, men også mere vind.

Vil du have din egen lille private strand, skal du tage til Formenteras østkyst. Her er mange små strandafsnit, så det burde være muligt at finde et roligt sted, uden alt for mange turister. Det er også her det er allerbedst at snorkle på Formentera.

Men overalt på Formenteras er der eksotiske strande, så det er bare med at vælge en, der passer til dine behov.

Andre oplevelser på Formentera

Selvom de fantastiske strande er den vigtigste grund til at besøge Formentera, byder øen også på andre oplevelser.

Formentera har flere charmerende byer med smukke, gamle bygninger, marinaer og en hyggelig atmosfære. Vil du shoppe, er der markeder i flere af de små byer. Det mest kendte er hippimarkedet El Pinar.

Der er også masser af gode restauranter og spisesteder på Formentera. Især frisk fisk står højt på menukortet.